Vi elsker spansk tapas og rejser på storbyferie og madrejser til Barcelona og Madrid igen og igen. Men hvis du vil prøve noget nyt, skulle du give sydkystbyen Malaga en chance. Den kan sagtens være med, både når det gælder spansk charme og lækre tapas.
Malaga er hovedbyen på Costa del Sol. Og hvis du tror, at byen er hærget efter årtiers overrand af chartergæster på solferie, kan du roligt tro om igen. Malaga har for længst rystet charterbranchens sløje pizzaer og engelske morgenmad af sig. Byens gamle charmerende centrum byder i dag igen på et hav af lækre spanske spisesteder og tapasbarer.
Som mange kystbyer er også Malaga kendt for sine fisketapas. Du kan efter lyst og mod kaste dig over de saltede sardiner, grillede blæksprutter eller min egen favorit Gambas al pil pil = rejser stegt i olie og masser af chili og hvidløg. Men stop endelig ikke ved fisken, for der er lækre skinker i lange baner, frisk gedeost og sprøde kartofler med aoili. De store kødboller ‘albondigones’ er også et bekendtskab værd.
Frem for at indtage et helt måltid mad på én restaurant vil vi anbefale, at du kaster dig ud i en tapas-crawl rund i byens gamle gader. Hop fra tapasbar til tapasbar og nyde den hyggelige gamle by, der summer af liv, når aftenen falder på. Her er et par sikre stop på din tapastur gennem byen:
Cerveceria Los Gatos
I hjertet af Malagas gamle centrum lige ved Plaza Uncibay ligger Cerveceria Los
Gatos . Ejeren er fra Malaga, men har i mange år boet og drevet en tapasbar med
samme navn i Madrid. I 2012 besluttede ejeren sig for at flytte tilbage til
Malaga, og med sig tog han Nordspaniens tradition for ‘pinchos’ = den lille spanske
sandwich med et tyndt stykke brød toppet med lækker skinke, æg, laks, svampe,
leverpate og alt mulig andet godt, der typisk holdes sammen af en tandstik. Hos
Los Gatos står Los Pinchos klar i en glasmonter, så hvis du har svært ved at
tyde menukortet, kan du bare trykke næsen flad mod ruden og udpege dig de
lækkerbidder, du ønsker.
Adresse: Plaza Uncibay 9, Malaga
Casa Lola
Hyggelige Casa Lola ligger et stenkast fra Piccaso Museet. Følg den lille
gyde San Jose lidt til venstre for museets indgang, for enden af gyden finder
du Casa Lola. Her er et alsidigt tapaskort med både pinchos og Malagas egne
specialiteter i en skønt mix, så I finder helt sikkert noget for en hver smag.
Her kan være livligt til både frokost og aften og betjeningen er hurtig og
effektiv, som den skal være i en spansk tapasbar.
Adresse: Calle Granada 46, Malaga
Las
Merchanas
Hvis du er på udkik efter de små mærkelige oplevelser, så slå vejen omkring
Las Merchanas. Overalt i den lille tapasbar hænger klenodier til ære for Jesus
og påskeugen Semana Santa. Påsken er en af Andalusiens mest betydningsfulde festivaler,
der hvert år fejres med spektakulære optog, hvor religiøse broderskaber fra
forskellige sogne går i position iført traditionelle klædedragter og ofte bærende
på statuer af jomfru Maria og Jesus. Hvis du ikke er så heldig at besøge Malaga
i påsken, kan du få et indtryk af påsketraditionerne, mens du nyder en kop øl
og en af Las Merchanas simple sandwich og et par andre tapas.
Adresse: Calle Mosquera 5, Malaga
La
Cueva
Hvis du er i tvivl om, hvad du skal bestille, når du træder ind på La Cueva, så
kik op. Tapasbarens loft er fyldt med skinker. La Cueva er da også et super
godt sted til en omgang skinke, ost, chorizo og en kop øl. Bemærk i øvrigt, at
skinkerne med sorte tæer er verdens lækreste skinke. Hos La Cueva har de mange
forskellige typer skinke at vælge imellem, så hvis du er i tvivl, kan du jo
prøvesmage lidt forskelligt. De sorte skinker kaldes Pata Negra eller Ibérico
Bellota. Skinken stammer fra frilandsgrise, der blandt andet lever af nedfaldne
agern. Denne føde er med til at give skinken en fed nøddeagtig smag – det fås
ikke bedre!
Adresse: Calle Martines 9, Malaga
La Taberna Antigua Casa de Guardia
Endnu en oplevelse sjov få I hos La Taberna (http://www.antiguacasadeguardia.net/home.html),
Malagas ældste tapasbar. Slut her, når du ikke skal have mere at spise, men
måske blot et sidste glas at gå hjem på. Maden er nemlig ikke imponerende, men
stedet emmer af historie. Det lille sted
har holdt åben siden 1840. Du skal være indstillet på at indtage dine
drikkevarer stående, til gengæld kan du gå ombord i et bredt udvalg af de søde
dessertvine, som Malaga og Andalusiens også er kendt. Prøv for eksempel et glas
af den søde Moscatel eller den populære Pedro Ximen. Du kan dog også bare hænge
ud og nyde stemningen med en kold øl.
Adresse: Alameda Principal 18, Malaga
God fornøjelse – og buen provecho!