Jeg elsker kinesiske tog! Især deres hurtigtog. Forrige weekend var jeg en tur i Shanghai med toget. Alt fungerer perfekt. Tog til tiden, nemme overskuelige stationer, behagelige togsæder og mulighed for at købe kaffe og friskpoppede popkorn undervejs.
I modsætning dertil er den kinesiske flytrafik nok verdens mest udskældte. Kinesiske tog derimod, de kører – om man så må sige – på skinner.
Jernbanenettet dækker det meste af landet, og der arbejdes på højtryk for at forbinde landets største byer med højhastighedstog. Turen med hurtigtoget mellem Shanghai og Beijing tager for eksempel 5 timer, og hurtigtoget fra Beijing til Xian lidt under 6 timer. Begge ruter har nattog, så du kan spare en nat på hotel. Eller hvad med en tur fra nord til syd? Turen fra Beijing til Shenzhen kan gøres på under 9 timer.
Sådan kommer du med tog gennem Kina
Find dit tog: Når jeg planlægger en togtur i Kina, søger jeg som regel efter afgange, rejsetid og priser på Travelchinaguide.com. c.trip.com også har en fin søgemaskine. Hjemmesiderne er ikke koblet direkte på China Raiways onlinesystem, men henter med jævne mellemrum opdaterede køreplaner. Til gengæld kommer hjemmesiderne i en engelsk version, og det gør det jo alt andet lige noget nemmere.
Når jeg har fundet den rute og afgang, jeg gerne vil med, noterer jeg dato, togets nummer, pris samt afgangs- og ankomsttid. Noter desuden eventuelt en alternativ afgang, hvis nu din ønskede afgang skulle være udsolgt.
Køb billetter her
Jeg køber stort set altid selv min billet og helst på en af de små billetkontorer, der findes spredt rundt omkring i de fleste kinesiske byer med en togstation. Spørg på dit hotel, hvor du finder det nærmeste billetkontor og hold øje med dette skilt:
Fordelen ved billetkontorerne er, at der typisk er meget færre – eller ingen – mennesker sammenlignet med stationen. På stationen er der desuden en del sidsteminutskøbere, hvilket kan gøre stemningen lidt mere hektisk. Det koster dog 5 Yuan ekstra at købe billet på et billetkontor frem for på stationen.
På stationerne findes elektroniske billetautomater. Men kun personer med kinesisk ID-kort kan bruge disse. Som udlænding skal du fremvise dit pas. Hvis du får en anden til at købe billet for dig, kan de medbringe en kopi af dit pas. Dit pasnummer kommer til at stå på billetten. Du skal dermed også kunne vise dit pas, når du stiger ombord på toget. Husk i øvrigt at gemme billetten, for du skal også kunne vise den, når du skal ud af togstationen igen.
Billetsælgeren taler sandsynligvis ikke et ord engelsk. Det er derfor, det er en god ide, at du har skrevet dato, tognummer og tider ned. Hvis du desuden har noteret prisen, ved billetsælgeren, hvilken billettype du har forestillet dig. Med mindre der opstår et eller andet uforudset, kan det derfor faktisk lykkes at købe en billet uden at udveksle et ord på hverken kinesisk, engelsk eller dansk for den sags skyld.
Få andre til at købe billetten
Hvis du ikke selv har mod på at købe billetten, så vil de fleste internationale og lokale agenter mod et gebyr tilbyde at købe billetter for dig. Der er også flere online-agenter, der tilbyder samme service som førnævnte TravelChinaGuide og Ctrip.
Uanset om du selv køber eller lader andre købe for dig, skal du være opmærksom på, at togbilletter tidligst sættes til salg 10-20 dage før afrejse, afhængig af billettype og distancen. En agent kan derfor heller ikke garantere dig plads på et bestemt tog måneder i forvejen.
Forstå din billet
Lad være med at gå i panik over alt det, du ikke forstår, når du ser din billet. Kig engang. Afrejse og ankomststation står med bogstaver. Og alle tallene forstår du også. Se nu for eksempel min hjemrejse billet fra Shanghai:
Jeg rejste med tog G128 fra stationen Shanghai Hongqiao til Tianjin Nan (syd) den 10. marts 2014 med afgang kl. 11:35. Jeg sad i vogn nr. 5 på række 5 sæde A. Toget afgik fra perron 11B. Og som I kan se, kostede turen mig 508,50 Yuan.
Find dit tog
De store modernekinesiske togstationer minder om en lufthavn. For at komme ind på stationen skal du gennem et sikkerhedstjek, hvor du viser billet og ID. Din bagage scannes, og du går selv gennem en metaldetektor. Derfor er det nødvendigt at komme i god tid, gerne en halv time før afgang på de store stationer.
Derefter skal du finde den rigtige perron. Den vil stort set altid fremgå af din billet. Du kan dobbelttjekke dette, når du er kommet ind på stationen. Selv om lystavlerne med togafgange stort set kun er på kinesisk, kan du med dit tognummer og afgangstidspunkt forholdsvis nemt afkode tavlerne.
På mange store stationer vil du dog også opleve at togafgange annonceres over højtaleren på både engelsk og kinesisk. Der åbnes typisk for adgang til perronen 10-15 minutter før afgang. Mange steder lukkes der for adgang til perronen 2-3 minutter før afgang.
Når først du er på perronen, kan du finde numrene på vognene malet på fliserne. Dette er et af de få steder i Kina, jeg har oplevet, at kineserne faktisk kan finde ud af at stille sig op og vente i en kø.
Kend de kinesiske kategorier
Kører du med dagstog kan du vælge mellem 2. klasse og 1.klasse og/eller business. Jeg har aldrig prøvet andet end 2. klasse og synes, det er aldeles glimrende.
Kører du med nattog skal du vælge mellem hardsleeper og softsleeper. Hardsleeper er en stor åben togvogn med skillevægge, indenfor hvert sæt skillevægge er der 6 soveplads fordelt på 3 etager. Softsleeper kupeer kan lukkes med en skydedør, og har 4 pladser i 2 etager. Der skulle desuden efter sigende være deluxe soft sleepers med plads til bare to personer. Den har jeg dog aldrig set i virkeligheden. De almindelige softsleeperkupeer tilbydes heller ikke på alle ruter.
Hardsleeper er ikke luksus. Hverken hvad angår liggekomfort eller toiletforhold. Men for en enkelt nat synes jeg personligt, at det er helt ok. Og mine børn synes, at det er den absolut mest herlige måde at rejse gennem Kina på.
Undgå togene, når kineserne holder ferie
Selv om de kinesiske tog er kendt for at køre til tiden og fungere upåklageligt, så er det en god ide at undgå togtrafikken, når kineserne selv holder ferie. Det gælder især ved det kinesiske nytår, der falder i slutningen af januar eller i februar. I ugerne før og efter det kinesiske nytår rejser millioner af kinesere med tog. Det er ikke uden grund, at det kinesiske nytår også er kendt som verden største folkevandring.
Derudover kan der være ekstra presse på togene i dagene omkring 1. maj samt i den første uge af oktober, hvor stort set hele landet holder nationaldagsferie.